Før-skole

Skolespirerne

Førskole på Frijsendal Friskole

Førskole er et frivilligt tilbud under dagtilbudsloven som kan være med til at give børnene en blidere overgang fra børnehave- til skolelivet.

På Frijsendal Friskole går børnene i førskole fra d. 1. marts til skolestart i august, mandag til fredag kl. 7.50-13.25. Børnene har mulighed for at benytte SFO-Brumbassen, som har åben hver dag kl. 6.30-17.00 (om fredagen til kl. 16.00).

Formålet med førskole på Frijsendal Friskole er, at barnet bliver vant til at færdes i skolens og SFO-Brumbassens rammer og struktur, lærer de voksne at kende og skaber gode relationer til de andre førskolebørn og SFO-børn.
Der bliver taget udgangspunkt i, at børnene er børnehavebørn på skolens grund med fokus med leg, venskaber og passende udfordringer indenfor de seks lærerplanstemaer:  1) alsidig personlig udvikling, 2) natur, udeliv og science, 3) kommunikation og sprog, 4) kultur, æstetik og fællesskab, 5) krop, sanser og bevægelse, 6) social udvikling. Ud fra de seks lærerplanstemaer kan dagene for eksempel indeholde historiefortælling, undersøgende udeaktiviteter med krible-krable, musiske aktiviteter, bevægelsesaktiviteter, kreative aktiviteter hvor fantasien slippes løs. 1 gang om ugen er der turdag hvor Sall og omegn udforskes.

Skolespirernes dagligdag følger den samme struktur hver dag og børnene forberedes på hvad der skal ske. I førskolen er der fokus på at børnene oplever, at de er en del af fællesskabet, lærer at fungere sammen i en gruppe og at tage hensyn til hinanden og hjælpe hinanden.

Gennem besøg og fællesaktiviteter med 0. klasse og børnehaveklasseleder får børnene mulighed for at blive fortrolige med undervisningstidens rammer og det lokale som de skal være i når de bliver 0. klasse. I SFO-Brumbassen kan børnene deltage i de forskellige aktiviteter og blive trygge i strukturen samt være en del af fællesskabet med de ældre børn.

Så vidt det giver mening, følger skolespirerne skolens rytme med fælles morgensang, frikvarter og arrangementer. Børnene skal medbringe en rygsæk som kan rumme drikkedunk og madpakke til ture ud af huset. Skoletaske og penalhus tages først med til skolestart i august.

På Frijsendal Friskole kaldes førskolebørn for ”skolespirer” – de spirer i foråret frem til skolestart i august.

Den første dag som skolespirer d. 1. marts, er en stor dag hvor forældrene er med den første times tid. Denne dag starter kl. 7.50 og slutter kl. 13.25.

Børnene skal have tøj med til årstiden samt skiftetøj. Hver dag skal de medbringe 10-mad (f.eks. en bolle og frugt), 12-mad (f.eks. rugbrød og grøntsager). Hvis barnet er i SFO, skal det også have eftermiddagsmad med og en drikkedunk med navn på.

Midt i november inviteres forældre til en samtale med det formål at give de kommende skolespirer den bedste start. Til samtalen deltager skoleleder, SFO-leder/førskolepædagog og børnehaveklasseleder og der tales om barnets ressourcer og udfordringer.

I januar besøges børnehaverne, hvor der er mulighed for at få overlevering fra pædagogerne og samtidig sige hej til børnene. På den måde får både børn og voksne mødt hinanden.

Sidst i februar inviteres både børn og forældre til at komme og se lokalet hvor skolespirerne holder til, se SFO-Brumbassen og møde kommende klassekammerater og deres forældre samt få information om tiden som skolespirer.